Legekreds – hvad er det?

For børn
Vi leger rigtig meget og er helt vilde med det. Når vi leger, får vi nye venner og lærer samtidig en masse ting.
Bare rolig! Det er ikke ligesom at gå i skole, selvom vi skal lære. Vi lærer nemlig ting, som vi kan bruge til lege og ture ud i naturen.
Vi leger for livet. Det betyder, at de voksne også leger med i legene. Det er helt okay at være totalt skøre og glade – Det kan faktisk nogle gange være en fordel ;-)

For voksne
Vi skiller os ud fra det traditionelle FDF ved at bruge legen som indgangsvinkel til ALT.
Det gør vi for at kunne tilbyde aktiviteter, der ikke binder sig til høje krav og forventninger om hvilke bestemte færdigheder, der skal komme ud af det. Vi planlægger altid vores aktiviteter efter at skabe en tryg, men udfordrende ramme, hvor alle har mulighed for at være med og udvikle sig. Vi ser udvikling og tilegnelsen af menneskelige kompetencer og friluftslivs-færdigheder gå hånd i hånd.

Vi leger for livet. Det betyder, at hos os, så leger de voksne også med på samme vilkår. Hos os er det helt okay at være totalt skøre og glade – Det kan faktisk nogle gange være en fordel ;-)

Vi er ikke en konkurrencesport, selvom vores lege nogle gange er konkurrence præget eller stærkt udfordrende, så gør det ikke noget, hvis du ikke kan eller ikke tør. Hos os er der ingen der falder langt, da alle kan være med og bidrage med lige præcis de ting, som de er/bliver gode til.

Vi brænder for at se børn bringe deres egen person ind i fællesskabet – deltage i det og tage gode oplevelser, venskaber og kompetencer med videre i livet. Fordi alle ledere er frivillige, så sikrer vi, at alle er engagerede, klar til at møde børnene i øjenhøjde og at drivet kommer fra hjertet.

Vi holder til i Hunderupkvarteret og har vores materialer liggende i kælderen under Thomas Kingo Kirke, men vores aktiviteter foregår i kvarterets parker og grønne områder.

Vi har vores rullende kredshus (campingvogn) med, så vi altid har et toilet med og kan søge ly hvis det skulle begynde at regne voldsomt.
Vi bestræber os dog altid på at være så meget ude som muligt.